Det blev en lille pige!

2. weekend i maj var vi en tur i Berlin med Toke og Isabel. Torsdag og fredag stod den på sightseeing og shopping lørdag. Lørdag sidst på eftermiddagen gik min slimprop og vi ringede straks til Jonas´ far samt søgte på nettet og blev beroliget - der kunne gå op til 6-8 uger før end fødlsen kunne starte. Da jeg ikke havde ondt slog jeg koldt vand i blodet og vi endte med at gå ud og spise sushi og sluttede aftenen af med en enkelt drink (alkoholfri for mit vedkommende).

Søndag ordnede vi lejligheden og nåede en kop kaffe nede på en af gadens cafeer inden vi ville køre hjemad v. 15.30 - tiden. På vej op i lejligheden igen ville jeg lige tage en kuglegrill med fra vores bagagerum i bilen og så gik vandet. Oppe i lejligeheden fandt Toke og Isabel ud af hvor det nærmeste hospital lå og Jonas gjorde sig klar og pakkede lidt ting til mig. Så med et håndklæde mellem benene blev jeg/vi kørt til Krankenhaus im Friderichschein af Toke. Kl. 16.00 blev jeg lagt ind på et undersøgelsesrum og skulle svarere på en masse spørgsmål - på tysk!!!! Sygeplejersken undersøgte mig og havde en mistanke om, at babyen lå med numsen nedaf! Derfor blev jeg hurtigt scannet af jordemoderen og der var kun en udvej: kejsersnit. "FUCK", tænkte jeg, men kunne også fornemme, at det var den eneste løsning. I og med jeg havde veer og var godt på vej til at føde, kunne det kun gå for langsomt med at få mig på operationsbordet. Kl. 18.23 kom vores lille pige til verden og Jonas gik med børnelægen for at ordne hende. Hun vejede 2370 g og var 48 cm lang. Først efter ca. 2 timer på opvågningsstuen fik jeg lov til at komme ned på intensiv og holde Amalie. Herefter fulgte 12 dage med faste rytmer med temperaturmåling, bleskift, vejning og amning hver 3-4 time. Mor og Lisbeth kom derned søndag nat og var der til onsdag.
Fredag d. 21. maj havde Amalie taget tilstrækkeligt på (vejede 2400 g, efter at have været nede på 2100 g) til at vi fik lov til at køre hjem med hende. Vores helt egen Berliner!